Kennel Dreamskot - opdræt af Skotsk Terrier

dollyI har besluttet jer for at få hund. I har været på nettet, og måske har I besøgt en hundeudstilling, og jeres valg er faldet på en Skotsk Terrier. Nu skal I finde den helt rigtige skottehvalp til jeres familie.

Det er vigtigt, at I ser jer godt for. Selvom I "kun" skal have en familiehund, skal den være af ordentlig kvalitet. Derfor skal hvalpen have en stambog. Og det skal være den ”rigtige” stambog – altså den fra Dansk Kennel Klub. Og det har Kennel Dreamskots hvalpe selvfølgelig.

Der er mange måder at opdrætte hvalpe på. Vores bliver født i gæsteværelset. Og her sover jeg de første mange nætter, ind til jeg er sikker på, at tæven har helt styr på sine hvalpe og sit moderskab.

En børnelåge forhindrer, at de andre hunde kommer ind til den nybagte mor – selvom nysgerrigheden er stor, når de små pus piber og grynter.

De første tre uger kommer hvalpene kun op for at blive vejet og tjekket – få ormekur og klippet negle, og så selvfølgelig, når hvalpekassen skal gøres ren. Det har de bedst af. Men herefter bliver de pusset og nuslet, så de bliver godt præget på mennesker.


daisyNu må de få besøg
De får øjne ca. 2½ uger gamle (nu kan de også høre) og kommer op at gå. Nu får de legetøj i rå mængder for at stimulere deres motorik og deres instinkter. Når hvalpene er fire uger gamle, må de få besøg af fremmede – og det er her, de nye ejere kommer første gang. Det er hver gang et hit – både for de nye familier – og for hvalpene. Men det er ikke altid, at tæven er helt tryg ved situationen. Det er jo hendes dyrebare afkom.

De nye ejere må nu komme lige så tit, de vil. Jeg lægger stor vægt på, at hvalpene er fortrolige med lyde og dufte hos de mennesker, de skal tilbringe resten af deres liv sammen med. Det er også nu, jeg vil vide, hvad hvalpene skal hedde, så jeg kan begynde at lære dem deres blivende navne. (De har allerede fået deres stambogsnavne, idet de skal registreres i DKK, inden de er tre uger gamle).

Hvalpene har også en lille hvalpegård i stuen, så de kan følge med i de daglige gøremål. Den er mellemstation mellem haven og den store hvalpegård i gæsteværelset. Lige så snart vejret er til det, kommer hvalpene i haven. Som regel når de er omkring 5-6 uger. Det er virkelig et hit. Her tonser de rundt og får masser af oplevelser. Ikke mindst, når kvarterets unger, lægger vejen forbi.

Brugsanvisning
I har fået en "brugsanvisning", længe inden I henter jeres hvalp. Her er bl.a. Hvalpens Menukort og andre gode råd. I har også fået ”Moderlige formaninger”, med en masse tip om, hvordan I forbereder hvalpens ankomst i hjemmet. Det er vigtigt at gøre overgangen til hvalpens nye hjem så skånsom som muligt. I får også mulighed for at købe min bog: ”Tillykke med Hunden” til en meget favorabel pris.

Hvalpen får ”madpakke” med, dvs. en pose af det foder, den er vant til at spise, idet foderskifte uden en blid overgang, kan give dårlig mave. Vi bruger Royal Canins hvalpefoder til små racer.  Hvalpen får også et lille halsbånd med en line og noget, der dufter hjemligt af mor og søskende.

Opdrætteren
Når I har valgt skottehvalpen, har I også valgt opdrætteren. For uanset hvor meget I ved om hunde og det at have hvalp i forvejen, vil I altid få brug for at spørge jeres opdrætter til råds. Ofte på de særeste tider af døgnet.

Købsaftale
Dansk Kennel Klub har en købsaftale, som sikrer jer juridisk, hvis der skulle opstå problemer med hvalpen. Sådan én får I med hjem, så I kan studere mine betingelser – og I kan stille jeres. Jeg forlanger fx veto med hensyn til hvalpens fremtid, hvis ejeren ikke kan have den længere. Man må heller ikke avle på mine hunde, uden min skriftlige tilladelse.

Selvom en mundtlig aftale også er en aftale, så har jeg det princip, at både jeg og hvalpekøberne først er retligt forpligtede, når der foreligger en underskrevet købsaftale. Alle har brug for tid til at tænke sig om - og det er først, når alle vilkår er på plads, og pengene er betalt, at hvalpen tilhører sine nye ejere.

Vaccination, chip m.m.
Mine hvalpe bliver vaccineret allerede 8 uger gamle mod hundesyge og parvovirus, så de straks kan komme ud blandt andre hunde. Desuden har hvalpene fået ormekur hver 14. dag – senest lige inden de kommer hjemmefra.

Hvalpe skal efter hundeloven være ID-mærket (chippet) og registreret i Dansk Hunderegister, når de forlader opdrætteren. I får et underskrevet ejerskiftedokument med, som I skal sende til Dansk Kennel Klub, der sørger for at ejerskifte hvalpen til jer. Det er med i prisen. Hvalpen har også en sundhedsattest (sundhedsbog) fra min dyrlæge, der har gået den igennem fra A til Z. Og så får I selvfølgelig også hvalpens DKK-stambog udleveret. I dag kan ejerskiftet dog også foregå digitalt.

Forsikring
Mine hunde og hvalpe er forsikret i Dyrekassen Danmark. Hvis I lader jeres hvalp fortsætte sin forsikring i selskabet, kan I undgå en forsikringsmæssig karenstid. Og husk – det er lovpligtigt at ansvarsforsikre sin hvalp, men det er en utrolig god idé også at sygeforsikre sit nye dyrebare familiemedlem.

soffe olivia dolly