wolfie foerste blik

Flying Dutch Black Hollyhock – eller Wolfie i daglig tale - hentede jeg i Sverige i april 2019. Hans far er polsk, og han har gjort sig positivt bemærket på de bonede gulve. Wolfie ligner ham til forveksling, både med sit pragtfulde, milde og gode temperament, sit skønne udtryk med nogle øjne, der slet ikke er til at stå for, en strid og dejlig skottepels og en super kropsbygning. Black Hollyhock betyder sort stokrose – pompøst navn til en lille skottedreng. Men det blev endnu mere pompøst, da vi skulle finde et kaldenavn til ham.

På vejen hjem fra Sverige, snakkede vi selvfølgelig om, hvad han skulle hedde. Jeg ved ikke, hvorfor Wolfie var det første, jeg tænkte på. Det er det, Mozarts kone Constanze kalder sin mand i filmen Amadeus. Og faktisk er det er rigtigt godt kaldenavn, som han lærte meget hurtigt. Han er også blevet meget dygtig til at komme, når der bliver kaldt, men han har - i modsætning til Soffe - et ret udpræget jagtinstinkt, og en skotte der har fået fært, er næsten umulig at kalde til sig.
Læs mere her: http://www.dreamskot.dk/om-skotten/skottens-historie

Wolfie er også helt vild med børn, nogen gange lidt for vild – og så er han vild med alle mennesker og alle de hunde, vi møder på vores daglige ture omme i skoven. Han mener helt sikkert, at alle skovens gæster, kun er der, for at han kan blive klappet og beundret. Wolfie er bare sådan en glad og kærlig lille skottedreng.

Om Wolfie også skal prøve lykken på de bonede gulve, har vi ikke besluttet endnu. Men mon ikke?

adobeSe stamtavle

Ikke underligt, at jeg faldt pladask for lille Wolfie, da jeg så ham første gang.