Skotten er generelt en sund og robust hunderace. Og det ser jo altid drabeligt ud, når man remser alle de sygdomme op, som måske kan ramme ens skotte. Heldigvis er de ikke hyppige, men som opdrætter gennem mange år, er der visse sygdomme, man desværre selv har oplevet blandt sit afkom. Andre sygdomme er nogen, man har hørt, at andre skotteejere og opdrættere har haft inde på livet.
I alle hunderacer vil der nemlig altid være (arvelige) sygdomme, som fra tid til anden dukker op blandt individerne. Går I på nettet og undersøger skotteracens sundhed, vil I hyppigst støde på følgende:
CMO (Craniomandibulær Osteopati): En arvelig, alvorlig og smertefuld sygdom i kæben, som vi ser ind i mellem. Ofte må hunden aflives på grund af smerter. Man kan genteste for CMO.
von Willebrand: En meget sjælden, men alvorlig blødersygdom. En simpel blodprøve kan afsløre en evt. disponering.
Patella Luksation: Arvelig disponering for løse knæled, der kan ende i en såkaldt "luksation", hvor leddet låser sig fast i en akavet og smertefuld position, der kræver operation. En simpel test hos dyrlægen kan vise, om hunden er fri for sygdommen.
Skottekrampe: En arvelig sygdom i hjernen, der forårsager en slags spasmer og mere eller mindre overdrevne ”svingninger” med bagbenene. Skyldes et unormalt serotonin-stofskifte. Sygdommen er stort set udryddet her i Skandinavien, men dukker desværre op i ny og næ. Man kan ikke teste for arvelighed.
Hypothyreodisme: En arvelig hormondefekt i skjoldbruskkirtlen, hvor kirtlen nedbryder hundens eget immunforsvar. Sygdommen har også indflydelse på fertiliteten, men den er ikke livstruende. Den kræver dog livslang behandling og løbende blodprøver. Man kan tjekke sine avlsdyr ved en simpel blodprøve, men arvegangen er meget kompliceret.
Cushing's Syndrom: En genetisk betinget, alvorlig lidelse i binyrerne eller i hypofysen - oftest det sidste hos skotter. Den kan behandles med godt resultat, men behandlingen er livslang og kræver løbende blodprøver, og medicinen er dyr. Sygdommen viser sig ofte først, når hunden er så gammel, at den ikke mere er i avl. Skotter har ofte et forhøjet levertal (ALP – Alkalisk Phosfatase). Det drejer sig ikke nødvendigvis om Cushing, og er heller ikke nødvendigvis behandlingskrævende, hvad mange dyrlæger fejlagtigt tror. Det er en genetisk afvigelse, som hunden kan leve længe og udmærket med, uden behandling.
Hudlidelser: Fx Demodicose (betændelse i huden forårsaget af hårsækmider) eller seborrhea (rødt og kløende udslæt). En sjælden gang ser man også en skotte med allergi. Desværre kan man heller ikke teste for de problemer.
Kræft: Kræft er blevet en ret udbredt sygdom blandt hunde, både racehunde og blandinger. Hos skotterne er det typisk blærekræft og lymfekræft. Der findes ingen gentest, der kan afsløre en eventuel genetisk disponering.
I kan læse mere om sygdommene hos Netdyredoktor.dk
Og vil I vide endnu mere, kan I Google: ScottishTerrier and diseases.
Dreamskot Miss Sophy (Soffe) er testet fri af de arvelige sygdomme hos racen Skotsk Terrier, som det er muligt at teste for, det er Wolfies forældre også.
På billedet længere oppe på siden kan du se Dreamskot Scarlett o’Hara, Bibi med sit kuld på seks dejlige skottehvalpe. En af dem er Dreamskot Empress, Dagmar. Hun er mormor til Soffe. Dagmar slog virkelig flere rekorder. Hun blev 15½ år gammel. Hendes søster Emily var lige ved, men døde få dage før sin 15 års fødselsdag. Det var et superkuld.
Her er Dagmar blevet bedste hvalp på Dansk Terrierklubs juleskue i 2004.