annie polen

Perfect Carmen Tecono – eller Annie, som hun hedder her i huset, kom sådan lidt sidelæns ind i vores liv. Jeg havde haft kik på en yndig lille tysk tævehvalp, men der var nogle betingelser, jeg ikke helt var med på. Jeg fik så tilbuddet om at købe Annie. Det var fra en estimeret polsk opdrætter, og billederne viste en yndig lille skotte, så jeg slog til.

Annie skulle ud på en Odyssé for at nå Kennel Dreamskot. Hun rundede både Wien og Sverige, inden hun landede her, rundforvirret og med en mave og en blære i total udu. Det tog da godt nok tid at få alt til at falde i hak – men nu har hun fejret sin første fødselsdag.

Annie vil frem i verden, vil hun. Skovturen er det bedste hun ved, og de der to langsommelige soulmates, Wolfie og Soffe, der skal snuse til næsten hvert eneste græsstrå, er nogle jammerlige nørder, synes Annie. Hun kunne nemt gå her fra og til Rom og stadig være frisk på en gåtur.

Annie er meget madglad – ja, det er de to andre også, men Annie kan næsten ikke vente, til jeg får snøvlet mig sammen og serverer dagens ret. Den bliver så høvlet ned på et splitsekund. Hun har dog lært, at Wolfie og Soffes madskåle er no go – så længe de er ved at spise.  Men Annie er smart. Når hun får sin dessert – en stor humpel rå gulerod – så tager hun den og fræser den hen i den nærmeste ledige madskål. Så har hun erobret både gulerod og resterne i de to andres madskåle.

Annie har et helt andet temperament, end jeg er vant til. Hun er højt gearet og har svært ved at falde ned. Hun tænder på alt, hvad der rører sig, og har svært ved at tænde af igen. 

Hun er ekstremt kærlig og nyder at blive nusset. Hun lægger sig som en pelskrave om halsen på mig og fortæller mig, at hun elsker mig overalt i verden. Hun er dygtig på et trimmebord – men hun er ikke vild med det.  Men hun er både smuk og yndig. 

Wolfie er meget forelsket i hende. Og det er der ikke noget at sige til.